Tekst: Christian Bendix og Anders Lindstrøm Berker

Foto: Anders Lindstrøm Berker

Refleksioner om produktet til praktiksøgning: Dette semesterprojekt har lært mig om samarbejdet på tværs af fagligheder, at være flere om en større produktion, og hvad det kan give at dedikere sig fuldstændigt til et emne og en historie. Sammen med Anders, der studerer til fotojournalist, oplevede jeg den helt særlige stemning, der følger med at befinde sig på ukendt land. At oprette og pleje en kildekontakt med en kilde i udlandet, som man har begrænset tid til at komme tæt på, har været den mest lærerige oplevelse, jeg har haft på studiet.

Ville jeg gøre noget anderledes i dag? Jeg ville sørge for at komme endnu tættere på min kilde i udlandet, selvom det er en udfordring online. For hvert produkt jeg laver, bliver jeg bedre til at organisere mit arbejde med samarbejdspartnere, men her synes jeg, Anders og jeg havde lidt svært ved at finde hinanden skriftligt. Jeg ville gerne have strømlinet vores skriftlige del af historien, så vores kontinuerlighed havde stået endnu stærkere. Rubrik og mellemrubrikker ville jeg gentænke.

Opgaven er her stillet op som tekst. Anders har været primær skaber af denne layoutede udgave, der er tilpasset en fotofortælling til Politiken: https://readymag.website/u956982942/5209630/

I 1990 afholder Ungarns regering sit første frie demokratiske valg

I 2022 udfører Zoltán Keresztény sit første aktivistiske mediestunt med kritik af den ungarske regering

I dag frygter han, at kampen var tabt på forhånd

En onsdag morgen bemærker Zoltán den sorte varevogn udenfor hoveddøren til familiens lejlighed. Han har lige iført sig sit overtøj og er på vej på arbejde, da hans blik scanner gaden en ekstra gang. Det lander på manden, der gør ophold ved siden af varevognen. Derefter på hylsteret ved hans lår.

“Det har intet med mig at gøre,” forsikrer Zoltán sig selv. Anerkender ikke mandens tilstedeværelse, da han passerer ham. Mærker kun de fremmede øjne følge ham langs efeuen, der klamrer sig til murene i det familievenlige boligkvarter.

Ved middagstid vender Zoltán tilbage til sin lejlighed. Han har en frokostaftale med sin kone, Barbara. Morgenens møde på gaden er erstattet af adskillige indtryk fra formiddagens opgaver.

Men da han nærmer sig sit hjem, bemærker han igen en uvant scene langs fortovet. 

To mænd med hylstre læner sig op ad en ny, mørk bil foran Zoltáns dør. De har krydsede arme. De smiler let ad ham.

Tanker planter sig i hovedet på Zoltán. Den gik ikke længere. Det er regeringen – eller værre endnu, russere. De sender et signal til aktivisten, der har provokeret deres bureaukratiske overtag af nationen.

På vej tilbage til sin arbejdsplads udveksler han blikke med de fremmede. 

Da de stadig opholder sig udenfor lejligheden onsdag eftermiddag, fotograferer han diskret nummerpladen, mens han passerer den. 

Demokratiets ungdom

Over aftensmaden i den ungarske families lille køkken belærer Zoltáns far ham og hans lillebror om vigtigheden af valget. I skolen fortæller hans lærer klassen, at de skal huske at holde fast i folkestyret. Hvis andre skulle få samme idé som Sovjetunionen gjorde efter anden verdenskrig og vil indføre et nyt marionetregime i Ungarn, må de stå imod.

Zoltán er ti, da han følger med i Ungarns første frie demokratiske valg. Pludselig overhører han snak om politik udenfor hjemmets fire vægge – selv i landsbyen Mezőcsát, hvor han vokser op.

Den slags samtaler forekom sjældent under det sovjetiskkommunistiske styre, han blev født ind i.

Han beslutter sig efter en opvækst med fokus på folkestyre for at studere noget nyttigt for samfundet, og valget lander på jurastudiet på Miskolc University. Mødet med juraen bliver også mødet med Barbara. Det forelskede par følges gennem studiet og videre til Budapest, da de er færdiguddannede.

Tiden på skolebænken i Miskolc har ikke gjort Zoltán mindre interesseret i Ungarns politiske forhold, og han vender kort efter studiet blikket mod vest. Han overtaler Barbara til et følge med ham på et udlandsophold, mens han læser en master i kommunikation i Buffalo, USA.

Landets kulturelle historie vækker noget i Zoltán. Ikke mindst præsidentvalget mellem Obama og McCain åbner øjnene for en samtale om demokrati, han ikke er vant til hjemmefra. Han vender hjem til Ungarn med et speciale i politisk positivisme – og en gravid Barbara ved sin side. 

Da valget i 2010 nærmer sig, er han ikke i tvivl om, hvor han skal sætte sit kryds. 

Den provestlige politiker og tidligere advokat Viktor Orbán har før bevist sin velvilje til at gøre Ungarn mere vestligt. Hans valgløfter er som skræddersyede til Zoltáns visioner for landets fremtid.

Tvetydig kurs

Viktor Orbán og regeringspartiet Fidesz opnår flertal i parlamentet oven på valget. Med to tredjedele af sæderne, indfører de tidligt i regeringsperioden en omdiskuteret ny forfatning for den ungarske grundlov. De tilbageværende oppositionspartier klandrer den for at være ’udemokratisk’ og ’en trojansk hest’.

Zoltán ser til, mens manden der fik hans kryds i stemmeboksen, ikke længere snakker om at gøre Ungarn til en integreret del af EU. I stedet forsvarer Orbán sin nye lovgivning overfor unionen.

I takt med, at flere lovændringer finder sted, begynder rygter om grov korruption at florere i Zoltáns vennekreds. Virksomhedsejere bliver angiveligt afpresset til at sælge deres forretninger til statsejede virksomheder. I Zoltáns netværk dør en bekendt ifølge rygterne af slagtilfælde som følge af statens insisteren og afpresning.

Ingen handler – Fidesz sidder tungt på magten.

I 2013 føder Barbara tvillingedøtre, og familien flytter i lejlighed i centrum af Budapest. Mens familien vokser til parrets store glæde, gror en irritation sideløbende indeni Zoltán. 

Hans visioner for Ungarn som et stolt demokrati, resten af Europa kan stole på, virker fjernere end nogensinde. Imens vokser hans tre døtre op i et Ungarn, han frygter, kan ende som totalt autokrati, hvis ingen tager handling.

Sideløbende med opdragelsen af sine døtre, går han i gang med at opdrage sine ungarske medborgere. Han arrangerer månedlige workshops, hvor interesserede kan komme og høre foredrag om Ungarns internationale muligheder. Han stifter og leder et lille politisk parti i håb om at blive hørt på den politiske scene. Han starter en underskriftindsamling om indførelse af euroen i Ungarn.

Den demokratiske stat, som han fik at vide, han aldrig måtte opgive i sin opvækst, viser sig svær at være forkæmper for. Han opløser sit parti, der ikke opnår opbakning hos befolkningen, og han får afslag på samtlige borgerforslag, han sender ind til myndighederne.

Trods sine forudsætninger for at være stemmen, der bliver hørt, venter der mure om hjørnerne de næste mange år. Som initiativerne smuldrer, kan han følge med i de internationale medier, hvor Ungarn i stigende grad stemples som autokratisk og korrupt.

***

D. 24. februar 2022 står han op og går i gang med sin morgenrutine sammen med sin familie. Midt i rutinen klemmer han dagens første nyhedsindtag ind. Én nyhed fylder på hans telefonskærm. 

Rusland er gået militært ind i Ukraine. 

Han følger udmeldinger fra ledere overalt i den vestlige verden tæt hele dagen. Hører verdensledere fordømme invasionen. En del af ham venter spændt på, at Ungarn griber muligheden og melder sig definitivt ind i den vestlige lejr. En anden prøver at fortrænge, at udmeldingen ikke er kommet endnu.  

I løbet af dagen hører han én enkelt kortfattet sætning fra Orbán, der tager afstand fra invaderingen. Han går i seng, bekymret for Ungarns standpunkt i konflikten.

***

Indpakket budskab

De to mænd kører igennem det Ungarske landskab. Det er højsommer. Forbi vinduet farer landsbyer, marker og propagandaplakater. 

Han har slået sig sammen med vennen og aktivist Tamás, der efter invasionen opsøger Zoltán, fordi han har fulgt med i hans mislykkede forsøg på politisk forandring gennem de senere år.

De to er helt enige om Ungarns politiske situation. Og at der må gøres noget. 

De har bilen pakket med udstyr, de har bestilt hjem fra nettet over de sidste par dage, hvor de har planlagt turen. De bekræfter hinanden i deres sag, mens de kører langt ud af Budapest. De deler deres forhåbningerne om at fange offentlighedens opmærksomhed. Her, midt på landet skal protesten over regeringens handlinger stå. 

I horisonten ser de højen. På toppen står en sort plet, der langsomt vokser sig større. Vinden fra det bare landskab river i styretøjet, idet de drejer væk fra landevejen.

Det sovjetiske monument tårner sig på toppen af højen. Det er lysere end det plejer, og indgraveringen står skarpt på den polerede mindeplade. Efter invasionen af Ukraine har Ungarns regering sat gang i renoveringen af en række sovjetiske monumenter.

Zoltán og Tamas er kørt af vejen for at nå ind til bakken. Bildørene smækker og de to pruster mod højderne, mens de slæber sort plastikfilm, tape og tre flag op på toppen. Heroppe fra er der ingen by i syne. Kun mark og skov. 

Zoltán har læst op på lovgivningen og forsikret Tamás, at de ikke kommer i klemme. 

I solskin og bidsk vind vikler de obelisken ind. Rundt og rundt og rundt. De arbejder hurtigt.

Først plastikfilm, så tape, så mere plastik.

Hvor der før stod en obelisk, står nu en sort klump. På den er tapet nøje udvalgte symboler:

EU’s, Ukraines og Ungarns historiske oprørsflag med hul i midten.

Med sit videokamera rettet mod monumentet, læser Tamás budskabet op, de har forberedt til YouTube:

”Vrede har bragt os hertil. Vi ville være mødt op med hammere, som oprørerne gjorde det i 1956 for at smadre statuen af Stalin. Men vores politiske mål er langt større end vandalisme og hærværk. Vi vil bygge op, ikke nedrive.”  

Indflydelsen de vil få er uvist, men de er forhåbningsfulde om at rette op på Ungarns omdømme. I det mindste befolkningens. 

De skynder sig at stille et telefonkamera op og indstille selvudløseren. Efter bedste evne stiller de to venner sig ret og affotograferer sig selv med det tildækkede monument.

Aktivisme med en pris

Aktionen på højen får medvind i medierne. Billedet af Zoltán og Tamás florerer på ungarske nyhedssites og sociale medier, hvor internationale læsere får et glimt af de ungarske provokatørers frustration.

Indenlands er Zoltán og Tamás ikke alene om utilfredsheden med regeringen. Som følge af opmærksomheden i medierne opsøger ligesindede ungarer de to venner, der danner aktivistgruppen Redesign. To bliver til tredive medlemmer, der månedligt mødes i grupper for at udtænke og promovere flere regeringskritiske aktioner.

Referencer til historiske ungarske citater og begivenheder spinnes, og Zoltán holder det juridiske overblik så loven aldrig bliver en stopper for medlemmerne. 

Endnu et monument dækkes. En børnekiste med indgraveringen ”Den ungarske ungdoms fremtid” placeres foran Orbáns barndomshjem. Et kødben serveres på det sovjetiske flag på fortovet foran premierministerens kontorbygning. Alt lægges op på sociale medier. 

Og Zoltán står i spidsen.

Som frontfigur for en bevægelse i sin spæde opstart, mærker Zoltán en stigende interesse for sin person, i forlængelse af deres aktioner. 

Han skriver lange opslag på sin Facebookprofil, og interagerer med modtagerne i kommentarsporene. Han deltager i podcasts, nyhedsindslag og eksponerer sin kampgejst og politiske modstand mest muligt. Han bliver hørt. 

Sommer bliver til vinter, mens Redesign gør alt i sin magt for at være torn i øjet på regeringen. Zoltán har en rolle som advokat, der skal hænge sammen i hverdagen sideløbende med jobbet som frontfigur, og der er børn, der skal køres til vandpolo- og fodboldstævner i weekenderne. 

Første mail fra en klient, der deklarerer enden på samarbejdet med hans advokatpraksis, gør ikke indtryk på Zoltán. Klienten ønsker ikke at arbejde sammen med ham, når han er fremme i medierne med politiske budskaber og provokerende opslag på sociale medier. “Fair,” tænker han.  

Den næste klient der tager afstand, gør indtryk. Den tredje sætter tanker i gang. 

Endnu et monument dækkes. En sovjetisk uniform anbringes i en lufthavnsterminal, kort før

Orbán skal gennem den. Foran Rigsdagen i Stockholm ophænges et banner med ordene ”Ungarn ≠ Orbán”. Teser i Luthersk format hænges op på den lokale kirke. Alt lægges op på sociale medier.

Zoltán har fat i noget. Økonomien og en krop på overarbejde må betale prisen, om ikke andet til Redesign slår helt igennem nationalt. Enhver aktion kan blive den udslagsgivende, der vækker Ungarns befolkning til kamp mod autokratiet. 

En eftermiddag mere om ugen går til planlægning af den næste aktion. En klient mere dropper samarbejdet med hans praksis. Momentum er nøgleordet, påminder han sig selv. 

Risikoen for at blive upopulær hos regeringen er det værd i kampen for det Ungarn, landskammerater og hans døtre skal leve og vokse op i. Rygter om korruption fylder i Zoltáns sociale kredse. Forfølgelse af regeringens modstandere gennem skattehug er blevet deres våben mod opstand, lyder det. Men risikoen må være det værd. Han har fat i noget. 

Redesign fortsætter. Et monument mere dækkes. Et banner med en lykønskende Putin hænges op ved Orbáns vælgermøde. Alt dokumenteres og deles på sociale medier. Bare ikke Zoltáns bekymringer.

En morgen i september bemærker han manden med hylsteret udenfor familiens lejlighed.

Over grænsen

Over sommeren svinder kundeskaren for alvor fra advokatpraksissen. Kortisolræs er hverdag for Zoltáns krop, der tripper frem og tilbage mellem aktioner med Redesign og smuldrende arbejdstider. Besøget ved hans lejlighed i september rationaliserer han bedst muligt, men den bevæbnede mand udenfor lejligheden er flyttet ind i underbevidstheden.

I sensommeren tager familien til Sicilien for at lægge rutinerne på hylden for en stund og genfinde trygheden i flokken. I en feriebolig nyder de tilværelsen langt fra den politiske slagmark og potentielle overvågningsmænd. 

En aften i ferieboligen rammes Zoltán af en høj puls. Det er pludseligt, men måske er det bare den høje temperatur. Han slår det hen, da Barbara udtrykker bekymring. Hans hoved er varmt. 

Minutterne bliver flere, og hans hjerte pumper hurtigere.

“Jeg forstår intet,” puster han.  

Barbara sørger for at hælde vand i ham, men kroppen giver intet tegn på, at den har intention om at holde op. Han stikker hele hovedet under vandhanen i køkkenet, lader det kolde vand omfavne hans nakke. 

Han genkalder sig aftenens menu, han har intet usædvanligt indtaget. Alligevel slår hans kropslige reaktioner rekorder. 

Den første halve time går. Vand ind, sved ud, høj puls. 

Skiftevis dækker han sig i våde håndklæder og det rindende vand fra hanen. 

En halv time bliver en hel. Hjerteslag dunker. Pulsen og bekymringen stiger side om side. 

Under hanen drøner Zoltáns tanker afsted. Stressen, der skulle være blevet hjemme i Budapest, smyger sig tilbage i bevidstheden. Det er ikke tilfældigt, det her. Han er langt hjemmefra, sårbar. Nem at afskaffe stilfærdigt.

Zoltán smider håndklæderne, rejser sig, går på gaden og scanner området for lokale. Sammen med angst for regeringens involvering har pulsen skabt mistanke om et snarligt hjertestop. Hverken Zoltán eller Barbara kender nummeret på de sicilianske myndigheder, men han skal have hjælp. Nu.

De finder den nærmeste café og laver nødkaldet, der får tilkaldt ambulancen. Parret tager afsked, og Zoltán lover at holde mobilen klar til beskederne. Hans farvel er dybfølt. Mere end det plejer.

Barbara fortæller pigerne, far er gået en aftentur for lidt sightseeing i byen, mens han tordner mod hospitalet med drop i armen.

*

Han tilbringer natten med at drikke vand, gå på toilet og modtage beroligende ord og medicin fra personalet. Døsig af anstrengelserne og det smertestillende drop i armen bliver han bragt gennem undersøgelser af sit hjerte, blod og sine lunger i jagten på et svar. De finder ikke noget.

I de mørke timer på hospitalet er det lige meget. Han ved godt selv, hvad der er skyld i hans krops udslag. 

Aktivisten med de sovjetiske monumenter – død af slagtilfælde på Sicilien. Det er den oplagte dækhistorie. Han ser kun én mulighed. Uanset manglende beviser.

Da han vender hjem til sin familie næste morgen, er det ikke lettelse, der fylder. Han beder Barbara fotografere ham på sit laveste. Han har brug for bevismaterialet. Han har brug for at verden ved, han er blevet forgiftet pga. sin politiske aktivisme.

I hi

Monumentet fra 2. verdenskrig er placeret midt i det ungarske landskab. Ved foden af det ligger visne blomster. Foruden udsynet til landevejen ville man aldrig tro at civilisationen var nær. 

Zoltáns bil holder på græsset for foden af højen. Heden strækker sig til horisonten, hvor den kun akkurat bliver mødt af et skovbryn. 

Siden Sicilien har han holdt pause med Redesign. Han har brugt månederne på at få fulgt op på de sidste klienter i praksissen og være til stede hjemme i lejligheden.

Det tørre græs knaser under Zoltáns fødder, mens han trisser mod højderne, og solen bryder kortvarigt igennem skydækket. Monumentet står restaureret, uden sort plastik. Zoltán er stille.

Han cirkler om monumentet.  

“Så det var jo her, hvor det skete,” siger han. Vinden tager hans ord og kaster dem ud over højen.

Han genkalder sig spændingen, han følte, sidst han var her. Magtesløsheden og forløsningen i endelig at tage handling.

Tankerne flyver. Han følte jo, at han måtte gøre noget. 

”Og jeg gjorde det,” tænker han. “Jeg sendte en klar besked.”

Zoltán tager en selfie med monumentet, som han gjorde det for halvandet år siden. Besøget må dokumenteres, for en god ordens skyld.

Han mærker den lille trang til handling indeni. Han ville kunne gå i gang med Redesign i morgen. At stikke halen mellem benene er ulig alt, han har stået for og er opdraget med. Men han ved, hvad der følger med, når han stiller sine politiske mål først.

Zoltán kigger i dag mod Vesten. Han forestiller sig en advokatpraksis i det centrale Europa, hvor han kan flytte til og spare op, indtil Barbara og pigerne kan flytte over til ham. EU’s værdier ræsonnerer med de mål, han må opgive at opnå i sit hjemland, hvis han ender med at forlade det. 

Hans øjne møder monumentet. Så jorden under ham. Solen er igen gået i hi bag det tunge skydække.

Græsset svajer i vinden. Alt blafrer på højen.

Kun monumentet står fast.