Kim Bay er overbevist om, at den gode oplevelse sidder bedre fast end den dårlige. Han har gjort det til sin mission at ændre synet på city-assistenten, der er meget mere end en parkeringsvagt. Han tror bare ikke selv på, at parkeringsvagternes ridsede ry nogensinde forsvinder.

Af Christian Bendix

Refleksioner til praktiksøgning: Min reportage her er et produkt af nysgerrighed på det uformidlede. Jeg har altid gerne ville snakke med en parkeringsvagt for at høre deres side af den skrækhistorie, vi alle kender.

Ville jeg have gjort noget anderledes? Jeg ville gerne have haft mere tid til de sproglige detaljer. I dag ville jeg have taget et mere humoristisk take på Kim, der var en fantastisk karakter, og lade reportagen være mere stemningsfuld – for det var min oplevelse med at være på tur med Kim.

En rodet frisure hopper op og ned, mens ejermanden iklædt hawaiiskjorte og sandaler farer mod den sølvgrå Fiat på Østergade i Aarhus C. Med klør fem i vejret, udspilede øjne og manende stemmeføring kaster han sig blindt ud på gaden og griber førersædets bildørshåndtag – alt for at undgå city-assistent Kim Bay på fortovet. 

Stuntet opfølges af en afskedssalut, der fra den skjorteklædte indebærer gentagende kontakt mellem pegefinger og tinding.

”Du skal være klar på noget lort,” reflekterer Kim efter mødet, mens han pakker app’en med nummerpladescanneren sammen igen. ”Men Mette Frederiksen har det nok ikke kønnere.”

Byens vicevært

To unge kvinder og deres stillestående Fiat 500 fanger Kims blik, da han drejer om et hjørne. De blondhårede piger med solbriller i panden er kommet i konflikt med en familiemor i den markant større Citroen C4 bag dem.

”Vi kan jo ikke holde der, der er jo kegler længere fremme?!”

”Ja, ja, men der skal være plads til os alle sammen,” lyder det fra C4’eren, mens den voksne stemme drukner i barnegråd fra flere aldersgrupper.

Den anstrengte udveksling mellem parterne får Kim til at sænke skuldrene og indtage en Dalai Lama-lignende fredsforhandlerrolle. Med tydelig autoritet og høflig tone, får han manøvreret pigernes Fiat helt frem til keglerne, som de jo hellere end gerne må holde ved siden af, som han forklarer.

Det gælder ikke familiebilen, den strækker sig forbi p-skiltet. Meldingen udløser et lille suk og et tvungent ’nå, men god dag’ fra forsædet. En tydeligt veltilfreds city-assistent kan fortsætte sin rute. 

”Den gode oplevelse er blevet min mission. Hvis jeg kan hjælpe, og konflikten ender positivt, husker de det langt bedre. Jeg er lidt som byens vicevært; hvis alt fungerer, er alle glade.”

En enkelt på hovedet

Tilsyneladende i zen glider det rolige blik over Bispetorvet og – især – parkeringspladserne omkring det. Kim hviler op ad et p-skilt, der pludseligt udstråler en anderledes fredfyldt energi a la totempæl. 

Sikkerhedsudstyret fra personalestuen forbliver også uberørt på denne vagt. Som oftest har dagen været forholdsvis gnidningsfri, hvis man altså ser bort fra de suk og gestikulationer, der følger Kims irettesættelser.

”Langt de fleste er til at snakke med. Og jeg forstår jo godt dem, der ikke er. Den gule seddel i forruden kunne være brugt på mælk. Jeg skal bare huske at adskille personen og p-vagten, når frustrationen rammer.”

I sit overskuelige tempo bevæger den gråhårede herre sig videre langs Kannikegades fortov. Selvom langt de fleste dage går med den rolige viceværtsrolle i byens midte, anerkender Kim oplevelserne, hans kolleger og han selv har med dem, der ikke er til at snakke med.  

”Jeg fik lige en på hovedet ved hovedbanegårdspladsen engang. Der røg hat og briller da af. Men det er så det.” 

Hvor den fysiske konflikt er en sjældenhed, følger tilråb, æbleskrog og spytklatter med city-assistenterne til daglig. Folk med, men også uden biler, er ikke bange for at tilslutte sig det rasende kor mod erhvervet.

Det bliver bedre over tid, men er klart den del af jobbet, der rammer flest af Kims kolleger.

”Man får hård hud, bliver til dels immun. Men du bliver berørt. Verden ville bare være et bedre sted, hvis man talte ordentligt,” konkluderer den midaldrende mand. 

Han lader den efterfølgende stilhed beskrive tyngden af ordene for sig, mens han kigger lidt længere på dækkene og parkeringslinjerne end før.

Accepteret som boksebold

Populærkulturen er ikke bange for at bruge erhvervet som boksepude, når der skal findes en fælles fjende. 

Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning, city-assistenternes fagforening, rapporterer jævnligt om deres fags oversete respekt, f.eks. i artiklen her fra sidste år. DR og TV2 ØJ har hver især sat fokus på erhvervet de seneste år.

”Ja, ja, det er jo sjovt nok. Jeg elsker stadig mit job. Frihed under ansvar er fantastisk. Men når det bliver personligt, der går det over min grænse,” fortæller Kim, mens han krydser Åen. 

På den anden side, lige rundt om hjørnet til Fredensgade, står dagens næste bud på en afgift. Kim stopper op, tager armene på ryggen og venter, mens kigger ud i luften. ”Tja,” får han mumlet. En mistænkeligt lang tænkepause inden parkeringen skal dokumenteres sætter tanker i gang:

”Jeg er klar over, at folk bliver vrede og ser os som griske pengemaskiner, der bare skal tjene kassen – og jeg forstår dem godt. Skal jeg være helt ærlig, så tror jeg aldrig vi slipper af med det dårlige ry fra parkeringsvagten.”

Mekanisk kigger han søgende op og ned ad gaden, men spotter ingen, der kunne have interesse i en ulovligt parkeret Kia. Han begynder så småt at bevæge sig mod køretøjet, mens han finder kamera og app frem til indrapportering. Han har ikke travlt.

Inden han kommer i gang, hilser en tæt tatoveret mand i fyrrerne iklædt et friskt sommeroutfit på og klapper Kim venskabeligt på skulderen. 

”Nå for pokker, der var en, hva’, Kim? Hvad må han holde her, tre minutter, eller hvordan?”

”Ingen, desværre,” forklarer Kim og henviser til skiltet længere nede. 

Begejstret over at opdage, at Kim trækker tiden et par minutter, får han endnu et skulderklap med på vejen.

”Nå, han skal have en samtale i stedet? Det er jo sådan, du er,” får han med fra kammeraten. 

Som kaldet kommer bilens ejer farende ud fra en baggård med klør fem i vejret, udspilede øjne og manende stemme. 

Kim pakker den mobile printer med de gule sedler sammen, mens han eksekverer dagens sidste gode oplevelse med præcis samme tydelige autoritet og høflige tone, som har kendetegnet hans mission hele dagen.