Tine Damgaard får som ung at vide, hun er donorbarn ved et uheld. Nyheden sender hende ud i en identitetskrise og på jagt efter svar  – men hendes donor har valgt at være anonym. Lovgivningen rykker på sig rundt omkring i Europa, mens Danmark ikke har justeret på sin lovgivning siden 2012.  

Af Christian Bendix

Refleksioner til praktiksøgning: Mit første semesterprojekt var en øjenåbner i den forstand, at kildekontakten ikke bare er et opkald til den første og bedste. Der hører et ansvar med at formidle menneskers historier.

Ville jeg have gjort noget anderledes? Jeg ville gerne have sat mere fokus på lovgivningen på en endnu mere tilgængelig måde. Explaineren formidler lovgivningen, men er ikke min skarpeste videoproduktion.

Tine får besøg af sin kæreste, og de to har endnu en aften i det forelskede selskab foran sig, tilsyneladende en aften som alle de andre. På teenageværelset lader det unge par sig isolere og engagere i hinandens selskab, mens dagen rinder ud i den virkelige verden udenfor værelsets fire vægge. Aftenen forløber sig i det lille selskab, og de to lader sig indfinde i sengen for at slænge her til afveksling fra sofaen.

Parret lægger sig til rette i sengens velkommende rammer, og de nære rammer byder op til de tætte snakke. De sårbare taleemner ser deres snit i et øjebliks sårbarhed, og Tines kæreste lader et tilbageholdt spørgsmål slippe fri fra en tyngende plads i hans samvittighed:

”Ved du godt, du er reagensglasbarn?”

Maven fyldes af en klump, der i samme sekund flytter ind med følelsen af noget skelsættende i Tines krop. Usikker på, hvad begrebet overhovedet dækker over, flyver det første instinktive spørgsmål fra Tines pludselige tankemylder ud af hende.

”Vil det sige, min far ikke er min rigtige far?”

I et godhjertet forsøg på at lukke låget på Pandoras æske forsikrer Tines kæreste hende, at der ikke kan være tvivl om, at hendes far selvfølgelig er hendes far. Han har bare hørt nogle ting gennem sin mor, der kendte Tines mor, dengang hun angiveligt gik til fertilitetsbehandling. De sårbare taleemner trækker sig tilbage og de to lægger sig til at sove, mens den undslupne nyhed gemmes væk til den nyfundne, men faste plads i Tines bevidsthed de næste måneder. 

Her forplanter tvivlen om Tines ophav sig, mens den ustandseligt udvikler sig til det kontroltab, der kort efter kompenseres med en ekstrem kontrol over mængden af mad, der kommer ind i Tines krop. Mens Tine afholder idéen fra en verbal realisering og anerkendelse, fylder en brusende anoreksi pludselig alt i håbet om en smule kontrol over det jeg, der indtil den aften var Tines.  

Tines historie er en af mange, hvor personer undfanget ved hjælp af donorsæd har fået kendskab til deres biologiske ophav på pludselig og spontan vis. At få oplysning om sit ophav som donorbarn under de forkerte omstændigheder, er en oplevelse der, som i Tines historie, kan føre til store psykiske men. 

Psykolog Henriette Cranil beskriver, at et narrativ bygget op over mange år på et forkert grundlag, som viser sig at være usandt, kan lede til chok, tillidssvigt og i værste fald traumatisering for donorbarnet. 

”Bevidstheden lægger sig i lag på hinanden, efterhånden som erfaringer kommer til. Hvis man får bygget sin identitet op om en historie, der er faktuel forkert, er der rigtig meget identitetsdannelse, der skal reformuleres og skrives om. Det er der, vi har udfordringen,” siger Henriette Cranil. 

Vigtigheden af et tillidsfuldt forhold mellem barn og forældre i opvæksten kalder hun essentiel for, at vi vokser op og lærer at danne tillidsbånd til andre mennesker senere i livet.

Lignende resultater viser den forskning, Anette Faye Jacobsen, seniorforsker hos Institut for Menneskerettigheder, refererer til og behandler i rapporten ”Donorbørns ret til Identitet” fra 2021. Ung forskning, der ikke har eksisteret længe, som derfor er svær at konkludere meget ud fra.  

”Donorbørn er først ved at blive voksne nu, så derfor er der en masse ting, man ikke ved med sikkerhed, fordi det er for nyt et felt. Der er ikke noget, der taler imod, at donorbørn får informationen, hvis de har lyst. Til gengæld er der forskning, der viser, at det er superskadeligt psykologisk, hvis donorbarnet får informationen ved en fejl,” siger Anette Faye Jacobsen. 

Benægtelsen af bekræftelsen 

Fra Tine får informationen, til hun får bekræftet sin kærestes besked, går der et halvt år. Hun slår op med sin kæreste, som bliver den eneste håndgribelige målskive for den vrede, der er opstået som følge af den nye viden, og hun dropper ud af gymnasiet, kort efter hun er startet der. 

Med den fortsatte negligering falder hun ind i en hverdag, der kan distrahere hende og facilitere omstændighederne til at fortsætte spisevanerne. Hun får job som juleassistance i det lokale storcenter, hvor hun bruger størstedelen af sin vågne timer. Kampen om kontrollen over sit liv udkæmper hun gennem sit stringente dagsmønster, mens hun holder sig kørende på den samme menu, to boller og en Faxe Kondi, hver dag i frokostpausen. Sulten bliver et vilkår, skjult bag det venlige smil og den høflige smalltalk med julestressramte kunder.

Efter arbejde tager hun hjem, udmattet i det mørke vintervejr, og lægger sig i sin seng, hvor hun kan spare på de resterende kræfter til næste vagt. Et mønster, der fortsætter ubesværet i tre uger, til hun en aften, grædende i sin seng, konfronteres af sin mor, der har bemærket de usædvanlige rutiner  – og de manglende kilogram. 

Tilbage i sengen, hvor idéen plantede sig først, åbner Tine op og spørger sin mor direkte om det, hun håber mindst, er sandt. Hendes mor svarer næsten selv på Tines spørgsmål, inden hun når til hverken at forklare sig eller konfrontere Tines far:

”Vil du have et ærligt svar?”

Tines anelser bekræftes. Den intime stunds tårer erstattes af en instinktiv vrede, frustration, tvivl og trusler om at fortælle Tines yngre bror, hvordan tingene forholder sig. Tine spørger ind til de mest presserende af mange spørgsmål, indtil Tines far også får lov at stå til ansvar. 

I et sjældent følsomt stadie lukker han op for næste runde indrømmelser. Det er ham, der ikke har ønsket at fortælle børnene om hans smitte med fåresyge og den medfølgende sterilitet i frygt for at beskadige, og måske endda miste, relationen til børnene.

Selvom ordene er sagt højt, vil Tine ikke tro på den eksistentielle omvæltning. Den næste tid går med ophidsede opkald til familiens læge og det lokale sygehus for at forlange svar og journaler udleveret i jagten på den ukendte donor, alt imens sulten udfordrer de manglende svars fulde fokus. Tine udvikler stigende intens bulimi, og eftersøgningen på en anonym sæddonor uden spor bliver programmet for de følgende måneder. 

Explainer: Hvordan ser lovgivningen om anonymitet og sæddonation ud?

Bekendte med det ukendte 

En anonym donor er en realitet, rigtig mange donorbørn bliver mødt af. Indtil 2012 var det lov i Danmark, at sæddonorer var anonyme. Her ændrer man lovgivningen, så en donor selv kan vælge, om de ønsker at være ”lukket” eller ”åben” donor, anonym eller ikke-anonym. 

Institut for Menneskerettigheders anbefalinger går på, at man udvider den tilgængelige basisprofil, informationerne til donorbarnet om donoren. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tog for første gang stilling til anonymitet i september, da de afsagde dom i en sag, hvor donors anonymitet blev vægtet højest. 

”Vi anbefaler ikke, at man kun kan vælge at være åben donor. Vi synes ikke, vi kunne gå så vidt, når Menneskerettighedsdomstolen ikke går så vidt. Vi er nødt til at holde os til sådan et institut,” siger Anette Faye Jacobsen om Institut for Menneskerettigheders anbefalinger. 

Bodil Skov, næstformand og medstifter af Donorbørns Vilkår, mener ikke, muligheden for en anonym donor med en udvidet profil er tilstrækkelig. Organisationen har i deres værdigrundlag seks overordnede mål, og det første heriblandt lyder på at præge valget for åben donor, således det politisk vedtages, at anonym donation bliver ulovligt i alle lande. 

”Jeg synes jo bare, vores mål om en lovgivning om åben donation skulle vedtages i morgen, men der er forskel på realitet og drømme. Jeg drømmer om, at der om 5 år ikke er mulighed for at vælge mellem at være anonym eller åben donor,” siger Bodil Skov. 

Desuden ønsker hun, at vi får en mere nuanceret debat om, hvordan vi definerer begrebet ”kontakt”. 

”Der er forskel på at vide, hvem en donor er, og at have en relation. At opsøge donoren og at have en relation er et valg, der går begge veje. Jeg synes, den afklaring skal tages op.” 

”En del af mig”

Tine fandt aldrig sin donor, men er i dag ikke i tvivl om, at hun ikke vil opsøge en relation til sin donor. Heller ikke hvis han dukker op på MyHeritage, en hjemmeside, hvor hun er registreret i et DNA-register. 

”Jeg tror, jeg ville svare, hvis han kontaktede mig. Men jeg har respekt for det, jeg har gennemlevet, som har været så svært og hårdt, som er blevet okay. Hvorfor smide det væk, når det er gennemlevet?”

Tine har fundet roen til familielivet i Thorsager. Foto: Christian Bendix

Hun bor i dag i et lille bindingsværkshus i Thorsager med sin søn og sine to hunde, og er efter en sygemelding med psykiske belastningsreaktioner på vej tilbage til et flexjob som sygeplejerske. Hendes syn på hendes ophav er i dag præget af en ro diametralt modsat hendes tilstand, da hun stadig søgte sin donor i månederne efter nyheden blev bekræftet. 

”Jeg har integreret det i mig. Selvom jeg kan få tårer i øjnene, er det ikke noget, jeg er bange for. Jeg er faldet til ro i det nu. Jeg ser tilbage på det, som noget jeg er overkommet. Det er blevet skelsættende for det liv, og det menneske jeg er, men jeg har ladet det blive en del af mig selv og lært at leve med det,” siger Tine i dag. 

Der er flere ting, der giver mening for Tine i dag, når hun kigger tilbage. Hun har fået forståelse for de valg, der blev truffet dengang, og hendes forældres pressede relation grundet steriliteten, men er ikke enig i de etiske overvejelser.”Det er to menneskers mulighed for at få et barn, hvilket er smukt. Men vi glemmer nogle gange, at barnet er et menneske, man sætter i verden. Jeg synes, en ny lovgivning, hvor man kun kan være åben, så man som minimum kan se et ansigt på sin donor, er nødvendig. Et lukket land er aldrig godt for den mentale sundhed.”